Af Manu Sareen og Divya Das
Lindhardt & Ringhof (2009)
ISBN-13: 978-87-11-31779-2
Sammen med tv-værten Divya Das har Manu Sareen lavet en indisk kogebog med udgangspunkt i egne erindringer og oplevelser med det indiske køkken – både i Danmark og Indien.
Bogen er blevet til som følge af et vellykket madarrangement på Claus Meyers Madhus, hvor de to forfattere fungerede som gæstekokke.
Arrangementet blev medvirkende til, at forfatterne sammen begav sig ud på en kulinarisk rejse, hvor barndommens måltider blev genopdaget og gendigtet til brug i ´Familiens Danmarks hverdagskøkken´.
Stella Blichfeldt fra Dagbladenes Bureau skrev bl.a. om bogen:
“Kogebogen er fyldt med gode råd, tips og illustrationer af indiske krydderier samt adresser, hvor man kan købe specielle ingredienser.”
Prøv denne opskrift på en klassisk indisk ret:
Aloo gobi (4-6 pers.)
3 spsk. olivenolie
1,5 tsk. hele spidskommen
1,5 tsk. finthakket frisk ingefær
2 fed knust hvidløg
4 mellemstore kartofler, skrubbede og skåret i tern
1 tsk. stødt gurkemeje
1/2 tsk. tørret knust chili (evt. mere efter smag)
4 tomater, skyllede og skåret i både
2 dl vand
1 blomkålshoved, plukket i små buketter
1 tsk. honning/sukker
2 tsk. garam masala
2 spsk. kokosmel
Varm olien i en stegegryde. Tilsæt kommensfrø, rør rundt i et minut over middel varme. Tilsæt ingefær og hvidløg, rør rundt. Tilsæt kartoffeltern, rør rundt. Kom herefter gurkemeje og chili i under konstant omrøring. Tilsæt tomaterne. Dæmp varmen og lad retten simre i fem minutter. Skru op for varmen. Tilsæt blomkål og vand. Rør rundt i ca. et minut, skru ned til svag varme og lad retten simre i 15-20 minutter, til væden er fordampet. Rør honning i, når kartofler og blomkål er møre. Til sidst tilsættes garam masala. Kom i forvarmet serveringsfad, drys med kokosmel.
TIP: Hvis man ikke anvender en teflonbelagt gryde, skal der røres i retten hele tiden under tilberedningen, da den let brænder på.