Vi taler meget om ADHD som noget, der foregår i hovedet. Koncentration. Impulsivitet. Uro. Kaos. Men der er en anden side af historien, som alt for ofte bliver overset, fordi den ikke larmer på samme måde: Kroppen. Det taler Alvin og jeg om i det nyeste podcastafsnit og du finder link til episoden nederst.
De fleste kender de klassiske følgesvende. Angst, depression, koncentrationsvanskeligheder, søvnproblemer m.m. Den evige jagt på ro – eller dopamin – som nogle ender med at “dæmpe” med alkohol, stoffer, spil, gaming eller seksuel adfærd, der glider over i tvang. Det er ikke en moralhistorie. Det er et mønster, der giver mening, når man lever med et stress-system, der konstant keder sig, bliver overfyldt eller går i alarm.
Men forskningen er også begyndt at kigge mere kropsligt på ADHD. Ikke som “ADHD giver astma”, men som et spørgsmål om overlap: Hvorfor ser vi oftere astma, eksem, høfeber og andre allergi- og hudproblemer hos mennesker med ADHD – og omvendt? Mange peger på, at det kan handle om fælles biologiske sårbarheder, stress, søvn og at kroppens forsvar er mere aktivt, plus det helt menneskelige: at når man er presset, bliver kroppen også presset.
Det samme gælder mave-tarm-problemer. Her er billedet rodet, men ikke tilfældigt. Mange med ADHD beskriver en mave, der lever sit eget liv: forstoppelse, luft, smerter, kvalme, mave, der reagerer som “irriteret tarm”. Nogle har haft det siden barndommen. Andre mærker det især i perioder med stress, søvnunderskud eller når hverdagen sejler. Og så opstår den onde cirkel: maven larmer, søvnen bliver dårligere, kroppen bliver mere følsom, symptomerne bliver værre.
Og så er der sygdomme, hvor kroppen så at sige kommer til at angribe sig selv. Her ser man også overlap i store studier. Det er vigtigt at holde hovedet koldt: at to ting ofte findes sammen, betyder ikke, at den ene “giver” den anden. Men det betyder, at det giver mening at være nysgerrig på kroppen, når symptomer bliver ved. Ikke for at jagte diagnoser. For at få ro på systemet og undgå at alt bliver forklaret som “mentalt”.
Så hvad er det, der kan binde det her sammen? Hvis man skræller alle de smarte ord væk, ender man ofte ved to “motorer”, som forskere undersøger igen og igen: en lille, vedvarende betændelsestilstand i kroppen og et automatisk stress- og ro-system, der ikke regulerer stabilt.
Betændelse eller inflammation lyder som noget, man får af et sår eller en infektion. Og ja inflammation er kroppens brandvæsen. Problemet opstår, når brandvæsenet bliver stående med blink på døgnet rundt, selv når der ikke længere er ild. Den type vedvarende, lav inflammation bliver ofte koblet til træthed, søvnproblemer, smerter, humørsvingninger og en krop, der føles “tung”. Ikke som en dramatisk akut sygdom. Mere som en langsom støj i baggrunden.
Det automatiske nervesystem er kroppens autopilot. Det styrer puls, blodtryk, temperatur, fordøjelse og alarmberedskab. Når det system pendler for voldsomt mellem “speeder” og “bremse”, kan man få symptomer, der føles som diffuse: hjertebanken, svimmelhed, indre uro, mavekaos, problemer med varme/kulde – og den der mærkelige følelse af at være træt og overstimuleret på samme tid.
Her bliver det interessant, fordi mange med ADHD ikke bare “tænker hurtigt”. De lever hurtigt. Der er en konstant scanning: hvad sker der? hvad skal jeg nå? hvad har jeg glemt? hvad siger de andre? Og hvis man i årevis har været i “kom nu, tag dig sammen” tilstand, kan kroppen ende med at gøre præcis det, den er bygget til: holde dig kørende på stress-hormoner, indtil regningen kommer.
Jeg blev for nylig kontaktet af en hjertelæge, der sagde: “Det slår mig, hvor mange af mine patienter der har en ADHD-diagnose.” Det er selvfølgelig en erfaring fra hospitalet, ikke et bevis i sig selv. Men det passer ind i et større billede, for store studier finder, at ADHD hænger sammen med en højere risiko for hjerte- og kredsløbsproblemer. Ikke nødvendigvis fordi ADHD “ødelægger hjertet”, men fordi ADHD ofte kommer med mere stress, mere usammenhængende søvn, mere nikotin, mere uregelmæssighed, mere belastning – og nogle gange en medicin, der også kan påvirke puls og blodtryk lidt. Det er sjældent dramatisk. Men det er relevant at tage alvorligt.
Flere kropslige emner, der ofte hænger sammen med ADHD
Søvn som den skjulte hovedmotor
Søvn er ikke bare “træthed”. Søvn er regulering. Når søvnen ryger, ryger humør, appetit, impulskontrol, smertefølsomhed og kroppens balance ofte med. Mange med ADHD har forskudt døgnrytme, svært ved at falde ned, rastløshed i kroppen eller en hjerne, der først går i gang kl. 22. Og så prøver man at kompensere med koffein, sukker og viljestyrke. Det holder. Lidt. Og så knækker det.
Spisning: blodsukker, appetit og “jeg glemmer at spise”
ADHD kan være en direkte opskrift på rod i måltider: man glemmer at spise → bliver pludselig rasende/udmattet → spiser hurtigt og meget → får uro eller “crash” → skammer sig → gentager. For nogle ender det i overspisning. For andre i for lidt mad. Og for mange handler det ikke om “disciplin”, men om planlægning, overblik og et nervesystem, der reagerer voldsomt på svingninger.
Smerter, spændinger og en krop, der aldrig slapper helt af
Mange beskriver kæbespænding, nakkesmerter, hovedpine, migræne, spændt vejrtrækning eller en krop, der altid er “på”. Når du konstant skal styre dig selv socialt, mentalt og praktisk, så følger kroppen ofte med. Og smerter gør ADHD-symptomer værre. Igen: en selvforstærkende cirkel.
Sansning: lyd, lys, lugt – og fysisk overload
Overstimulering er ikke bare irritation. Det er kropsligt. Når nogen tygger, når lyset flimrer, når der er mange mennesker, når du ikke kan “skærme”. Det kan give kvalme, hovedpine, maveuro, hjertebanken, træthed og følelsen af at blive syg. Det er nervesystemets grænse, der bliver overskredet – ikke din personlighed.
Hormoner og cyklus
Hos mange kvinder (og nogle med hormonelle udsving af andre grunde) kan ADHD-symptomer svinge tydeligt med cyklus: før menstruation, efter fødsel, og i overgangsalderen. Ikke som “undskyldning”, men som biologi. Hvis du oveni har betændelse i kroppen, søvnproblemer eller stress, kan det hele lægge sig oven på hinanden som lagkage – og så står man dér og føler sig “forkert”.
Medicin: hjælp, bivirkninger og den vigtige mellemvej
ADHD-medicin kan være livsforandrende. Men den kan også påvirke appetit, søvn, puls og spændingsniveau. Og hvis man i forvejen er presset i kroppen, kan bivirkninger føles som voldsomme– selv når det i praksis kan forklares og ofte justeres. Pointen er ikke at skræmme, men at normalisere, at man må tilpasse dosis, tidspunkt og rytme – og holde øje med, hvordan kroppen reagerer.
Social belastning som kropslig belastning
Hvis du i årevis har følt dig for meget, for lidt, forkert, doven, kaotisk, “ham der altid glemmer” – så sidder det ikke kun i psyken. Det sætter sig i kroppen. Skam er stress. At tage maske på hver dag er stress. Konstant selvkontrol er stress. Og stress er ikke bare en følelse – det er noget, kroppen kører på.
Så hvad gør man med alt det her?
Man kan starte et mere jordnært sted: ved at tage kroppen alvorligt, når den larmer – også når symptomerne er uklare.
Og så er der den mere kedelige, men ofte rigtige forklaring: for lidt søvn, rod i måltider, meget ultraforarbejdet mad, meget koffein, højt stressniveau og for lidt hvile og pauser kan skabe et kropsligt miljø, der ligner sygdom – uden at der ligger én “stor” diagnose bag. Og hvis man har ADHD, er man oftere udsat for netop de belastninger, fordi hverdagsregulering er sværere. Det er ikke svaghed. Det er ”mekanik.”
Jeg drømmer om, at vi begynder at tale om ADHD som noget, der ikke kun handler om adfærd, men også om biologi, belastning og kroppen som medspiller. Ikke for at gøre ADHD til en sygdom. Men for at give sprog til de mennesker, der i årevis har fået at vide: “Det sidder nok bare i hovedet.”
Vi taler som tidligere beskrevet om det i det nyeste afsnit af podcasten. Lyt med via dette link: https://podcasts.apple.com/dk/podcast/adhd-autisme-podcast-med-manu-sareen/id1684905303?l=da&i=1000743135843
