Sansestorm, forventninger – og en anden måde at fejre jul på
For en hjerne med ADHD eller autisme kan december føles som at sidde fast i et Bilka-juletorv i 24 dage i træk. Ingen udgang, ingen pauseknap. Bare meget mere af alt.
Musik i højtalerne, blinkende lys, dufte, småsnak, planer, gaver, beskeder og endeløse sociale sammenkomster børnehaven, fritten, skolen alle holder juleafslutning, som hjernen egentlig gerne vil – men hvor hele systemet langsomt begynder at råbe i kor med højtråbene børn og voksne :
“Vi lukker ned om 5… 4… 3…” Og så kommer alle spørgsmålene sørme også:
“Har du husket…?”
“Kan du ikke lige…?”
“Du kommer vel til…?”
Plus den usynlige overskrift over hele december: Du skal helst elske det her. Hele tiden.
Jeg kan faktisk godt lide jul. Stemningen, lyset, maden, grinene – og især lysene på gader og stræder. Men jeg har også siddet til en julefrokost og midt i vejrtrækningsøvelserne tænkt:
“Hvis nogen slukker musikken og den der mur af snak og råb omkring bordet nu, som lyder som kakofoni inde i hovedet, så lover jeg at være et bedre menneske resten af året.” Jeg blev i stedet vækket i mit forgæves forsøg på at få indre ro af en kollega, der glad råbte, at nu skal der være pakkeleg og stak mig en juleøl. Jeg smilte hysterisk tilbage.
For mange med ADHD er december som at skrue op for alle tv kanaler samtidig:
- Lyd, der aldrig stopper
- Lys, der flimrer og blinker
- Aftaler, der ligger så tæt, at man ikke kan nå at trække vejret imellem
- Hundredvis af små opgaver, man “selvfølgelig lige” skal kunne overskue
Det er ikke kun “hygge” i nisseland. Det er også overstimulering, hovedpine, dårlig samvittighed over at gå tidligt hjem – og følelsen af at være den eneste, der ikke kan holde til alt det, andre kalder “bare lidt ekstra”.
For mange med autisme kan december være endnu et lag oven på noget, der i forvejen er overvældende:
- Skemaer, rutiner og vaner bliver brudt
- Nye mennesker, nye steder, nye regler
- “Du kan da godt lige være lidt fleksibel – det er jo jul”
- Sociale koder, småsnak og store forsamlinger, der dræner alt energi
Hvor andre kan tanke op på fællesskab og fest, kan en autistisk hjerne bruge alt sit batteri på bare at være i rummet. Bagefter kan der være brug for flere dages ro for at komme sig – ikke fordi man er kedelig, men fordi hjernen har kørt fuld julemaraton uden træning.
Julens faste følgesvend: Den dårlige samvittighed
Jeg har talt med mange både med ADHD og autisme, som fortæller, at julen tit kommer med en fast følgesvend: dårlig samvittighed.
- “Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen?”
- “Hvorfor kan jeg ikke vare som alle andre?”
- “Alle andre kan jo godt drikke sig i hegnet.”
- “Nu ødelægger jeg det også for de andre, fordi jeg går tidligt / siger nej / trækker mig.”
Udefra kan det se ud, som om man er asocial, sart, kræsen eller dramatisk. Men det, der sker indeni, er ofte:
- Jeg forsøger virkelig at holde sammen på mig selv
- Jeg vil gerne være med – bare ikke hele tiden
- Min hjerne og mit nervesystem er på overarbejde
Det gælder både for voksne og for børn med ADHD og/eller autisme.
Det barn, der virker tvært eller “umuligt” juleaften, er måske bare fuldstændig færdigt efter en måned med nisser, arrangementer, “nu skal vi også lige” – og et krav om at være “glad”, selvom systemet er brændt sammen.
Kunne vi gøre julen lidt mere ADHD- og autismevenlig?
Måske kunne vi begynde at se december på en anden måde. Ikke som en test i, hvor meget man kan klare, men som en tid, hvor man også må passe på sit nervesystem.
Et par små justeringer kan gøre en kæmpe forskel:
- Pauser er ikke uhøflige
Den, der går en tur, står lidt udenfor eller sætter sig med høretelefoner, er ikke asocial.
Det er en hjerne, der forsøger at finde ro – ikke en, der hader jul. - Nej er ikke et angreb på fællesskabet
Den, der siger nej til tredje julefrokost, er ikke kedelig.
Det er et menneske, der prøver at have lidt energi tilbage til dagen efter (og måske til at kunne være nogenlunde rar at være i stue med). - Forudsigelighed er omsorg – især ved autisme
At få at vide, hvem der kommer, hvad der skal ske, og hvornår man cirka kan gå hjem, kan være rent guld.
Små ting som en stille krog uden høj musik kan være forskellen på meltdown og medværen. - Mindre kan være mere
Måske behøver man ikke både pakkekalender, nisse i institutionen, tre julefrokoster, syv familiebesøg og hjemmelavede konfektprojekter, der ender som noget, der ligner vådt savsmuld.
Måske kan man vælge det vigtigste til – og lade resten være.
En anden måde at fejre jul på
At gøre julen ADHD- og autismevenlig handler ikke om at ødelægge traditioner. Det handler om at give plads til flere måder at være menneske på.
Det kan se sådan ud:
- At nogen går hjem før desserten – og at det er okay
- At et barn får lov til at sidde med iPad eller støjdæmpende hørebøffer midt i det hele – uden kommentarer
- At en voksen ikke drikker med, ikke smalltalker så meget eller sidder i udkanten – og stadig er en del af fællesskabet
- At man planlægger færre ting, men er mere til stede i dem, man faktisk dukker op til
En ADHD- eller autismehjerne, der prøver at holde sig nogenlunde oven vande i december, er ikke besværlig.
Den er modig. Den lytter til sine egne grænser – også når normen siger: “Kom nu, det er jo jul.” Det er også en måde at fejre jul på. Måske endda en mere ærlig én. 🌟
Og ja… så er der jo også lige nytårsaften – med brag, blink og endnu en omgang sansestorm. Men den tager vi i næste sæson 😉
Glædelig 1. december
Manu
