Af Anne Phillipsen, psykiater og Manu Sareen, Coach, begge partnere i Videncenter for ADHD og Autisme.
Statsminister Mette Frederiksen har givet udtryk for, at hun ønsker færre børn og unge ender med en psykiatrisk diagnose. Det sagde hun i et nyere interview i magasinet Woman.
På spørgsmålet om det også gælder diagnoser som ADHD og autisme, lød hendes svar; “Mit mål er da klart, at vi får nedbragt antallet af børn og unge, der får en diagnose,” — målet er, at tallet skal ned. Udsagnet er desværre en del af en stigende tendens, hvor misopfattelsen er, at de ”høje” diagnosetal er et udtryk for en diagnoseepidemi, som vi i øvrigt bør få nedbragt.
For det første, så kan tilstande som autisme og ADHD ikke kan forebygges; de opstår ikke, fordi man “gør noget forkert”, og de kan derfor ikke forebygges væk. For det andet, så har vi i Danmark ikke engang udredt i nærheden af det antal mennesker som man statistisk regner med at have en diagnose.
Vi mener ikke at vi så enstrenget skal diskutere hvor mange psykiatriske diagnoser der stilles. Sygdom og genetik er ikke noget man kan fastsætte som kvoter. Det er op til fagfolk at afklare hvem der opfylder kriterierne for ADHD og autisme og hvem der ikke gør. Som med diagnostik af al anden sygdom. Statsministeren ville formentlig ikke opfordre befolkningen til at drøfte hvorfor vi har det antal sukkersygepatienter som vi har!
ADHD og autisme er dybt komplicerede diagnoser, med både styrker og udfordringer, men ubehandlet ADHD og Autisme, er ofte forbundet med forpinthed og funktionsnedsættelse. Forestil dig en dreng på 9 år, som ikke længere tør gå i skole, fordi han dagligt kæmper med følelsen af utilstrækkelighed, isolation, ondt i maven og angst. Eller en pige på 15 år, som trækker sig ind i sig selv og lider af angst, fordi hun ikke kan forstå, hvorfor livet føles uoverskueligt. De er børn bag de diagnosetal, som mange ønsker at få nedbragt, men virkeligheden er, at de skal have hurtig hjælp og her er diagnosen en af vejene til at få den hjælp som er nødvendig.
