
Sommeren er over os, og det betyder ferietid. Men ferien kan også rumme ekstra udfordringer, når du har børn med ADHD og autisme, eller hvis de voksne har det. Derfor får du her en række konkrete råd til, hvordan I bedst muligt skaber en ferie, der giver plads til både hygge, ro og gode oplevelser for hele familien.
Uforudsigelighed kan skabe stor stress for mange med ADHD og autisme. Sørg derfor for at gøre feriens planer tydelige og visuelle. Lav en kalender med billeder, videoer eller piktogrammer, så evt børnene tydeligt kan se, hvad der skal ske. Lad dem selv krydse dagene af, og gennemgå gerne næste dags aktiviteter hver aften.
Lange rejser og komplekse rejsemål kan hurtigt dræne energien. Prioriter derfor direkte rejser og vælg små, rolige overnatningssteder frem for store resorts. Kort afstand mellem overnatning og aktiviteter gør dagene mere overskuelige og mindre stressende.
Selvom ferie er lig med frihed, er faste rutiner afgørende for at undgå uro og overstimulering. Hold fast i sengetider, hvis muligt, morgenrutiner og medicintidspunkter. Tag de små ritualer med hjemmefra, og for børnene kan det være jeres sædvanlige tandbørstesang eller yndlingsbogen ved sengetid. Det skaber tryghed og genkendelighed midt i alt det nye.
Ferieoplevelser rummer masser af sensoriske indtryk, som hurtigt kan blive for meget. Hav altid støjreducerende hovedtelefoner, solbriller, kasket eller hue og et lille tæppe med. Aftal på forhånd, hvor man kan tage en sensorisk pause, både på hotellet og ved de steder, I besøger.
Ventetid kan føles uendeligt lang, især med ADHD. Hav derfor altid snacks med lavt sukkerindhold, fidget-legetøj, tyggegummi, downloadede spil, lydbøger og et par yndlingsbøger klar i tasken. Det hjælper både jer og børnene med at komme lettere gennem ventetiden.
Personer med ADHD og autisme mærker ofte først trætheden, når det er for sen, især børn. Planlæg derfor hyppige pauser på forhånd. En god tommelfingerregel er 45-60 minutters aktivitet efterfulgt af 15 minutters reguleret ro – fx at gynge, tegne, hoppe eller blot sidde stille bag et gardin.
Motivationen og glæden vokser, når aktiviteter matcher børnenes interesser. Elsker dit barn tog, historie eller dyr? Vælg aktiviteter ud fra det. En enkelt niche-aktivitet dagligt kan ofte bære hele feriens succes og gøre det lettere at klare mindre interessante ting.
Gør omgivelserne opmærksom på jeres behov på forhånd. Kontakt hotellet og spørg om rolige værelser eller muligheden for at tilberede specialkost. Benyt hjælpemidler som handicap-armbånd i forlystelsesparker og solsikkesnoren i lufthavne, der giver adgang til hjælp uden lange forklaringer.
Selv den bedste planlægning kan slå fejl. Sørg derfor altid for at have en klar escape-strategi, så I hurtigt kan finde en rolig zone, hvis der opstår uro. Hold små ”krisemøder” om aftenen og juster næste dags planer efter behov.
Med disse tips ønsker jeg jer en dejlig og vellykket ferie fyldt med gode minder og overskud til hinanden.
God sommer!
Kærlig hilsen
Manu