Måske skal vi ikke kun spørge, hvorfor flere får en diagnose. Vi skal også spørge, om vi har skabt et samfund, som flere mennesker ikke kan holde til.

Sommerferien er ved at være slut. For mange er det netop nu, vi stiller os selv det samme store spørgsmål: Hvordan holder vi fast i roen, de sunde vaner, nærværet og alt det, vi mærkede gjorde os godt, når hverdagen igen begynder at trække i os?

Vi lover måske os selv, at kalenderen ikke skal blive helt så fyldt. At vi vil sove mere, bevæge os, spise ordentligt, lægge telefonen væk og være mere til stede med dem, vi holder af. Men ofte går der ikke mange uger, før vi igen svarer på beskeder under aftensmaden, skynder os fra den ene aftale til den næste og gør selv pausen til endnu en opgave, vi skal lykkes med.

Et spørgsmål, der bliver ved med at dukke op

Det leder mig videre til mange af de herlige mennesker, jeg har mødt i løbet af sommeren, og som har villet tale med mig om diagnoser. Senest i går, hvor jeg var til bryllup, blev jeg endnu en gang spurgt: Hvorfor har så mange mennesker fået en diagnose? Kort efter kom tillægsspørgsmålet: Har vi ikke alle sammen lidt ADHD? Det sidste orkede jeg, helt ærligt, ikke at svare på.

Men det første spørgsmål fortjener et alvorligt svar. For måske leder vi for ensidigt efter forklaringen inde i det enkelte menneske. Måske skal vi også se på den verden, barnet, den unge og den voksne forsøger at fungere i.

Når omgivelserne bliver en del af problemet

ADHD og autisme er neurobiologiske udviklingstilstande med en betydelig genetisk komponent. Man kan godt genkende enkelte træk hos sig selv uden at have en diagnose. En diagnose handler ikke om, at man nogle gange bliver distraheret, mister sine nøgler eller foretrækker faste rutiner. Den handler om et vedvarende mønster, som kan give betydelige vanskeligheder i vigtige dele af livet.

Vores hjerner bliver bombarderet med indtryk, mens vi skifter mellem beskeder, systemer, relationer og opgaver. Teknologien skulle give os mere tid, men den sparede tid bliver hurtigt fyldt med flere valg, flere muligheder og flere krav om at være tilgængelig og klar til forandring.

Det er belastende for de fleste. Men det rammer ofte mennesker med ADHD eller autisme først og hårdest, fordi hverdagen stiller store krav til netop de funktioner, som mange allerede bruger ekstra kræfter på: at sortere sanseindtryk, prioritere, styre opmærksomheden, skifte spor, afkode sociale situationer og skabe overblik i utydelige rammer.

Det begynder allerede i daginstitutionen

Forestil dig et lille barn i en garderobe med mange stemmer, flyverdragter, beskeder, kropslig uro og voksne, der forsøger at få alle ud ad døren på samme tid. Barnet skal stoppe en leg, finde sit tøj, huske rækkefølgen, tåle berøring og støj og samtidig forstå en kollektiv besked. Når barnet løber væk, råber, slår ud eller nægter at tage tøj på, kan det ligne trods. Men adfærden kan også være et tegn på, at nervesystemet er overbelastet.

Hvis vi kun ser et besværligt barn, risikerer vi at skrue op for irettesættelserne. Hvis vi ser et presset barn, kan vi i stedet skabe mere forudsigelighed, færre skift, rolige rum, tydelige beskeder og voksne, som hjælper barnet gennem overgangen.

Skolen kan blive et bombardement af krav

I skolen bliver kravene større. En elev kan være fagligt stærk og alligevel have svært ved at komme i gang, holde styr på flere instruktioner, skifte mellem fag og sortere lydene i et uroligt klasselokale. Barnet kan kende svaret, men ikke få afleveret opgaven. Det kan være optaget af læring, men miste koncentrationen, når en stol skraber, en klassekammerat hvisker eller planen pludselig bliver ændret.

På ungdomsuddannelserne kommer der endnu flere digitale platforme, skiftende skemaer, gruppearbejde, afleveringer, sociale forventninger og krav om selv at skabe struktur. Frihed uden støtte kan blive kaos. Valgmuligheder uden hjælp til prioritering kan blive lammende. Selvledelse uden tydelige rammer kan blive en daglig oplevelse af nederlag.

På arbejdspladsen kan fleksibilitet blive til utryghed

Det samme mønster fortsætter på arbejdsmarkedet. Et storrumskontor, møder uden klar dagsorden, konstante notifikationer, mange samtidige opgaver og prioriteringer, der ændres fra dag til dag, kan slide voldsomt på et menneske, som bruger ekstra energi på at sortere, planlægge og omstille sig.

For en leder kan fleksibilitet lyde som frihed. For en medarbejder med behov for forudsigelighed kan det opleves som utydelighed. For en leder kan mange korte beskeder virke effektive. For medarbejderen kan de betyde, at arbejdsdagen aldrig får en sammenhængende rytme. Det betyder ikke, at krav skal forsvinde. Det betyder, at kravene skal være tydelige, realistiske og mulige at prioritere.

Vi har fjernet de små pauser!

Samtidig har vi fjernet de små pauser, der gav hjernen et pusterum: ventetiden, kedsomheden, gåturen uden lyd i ørerne, kaffen uden telefonen og øjeblikke uden krav om at præstere eller reagere.

Vi svarer på beskeder, mens vi spiser, lytter, mens vi går, og scroller, når vi holder pause. Vi måler søvn og optimerer træning, så selv restitution kan blive en præstation.

Måske er det gode liv ikke et liv med mest muligt, men med den rigtige mængde krav, stimulation, forandring og ro.

Vi har brug for en tredje vej

Når et menneske ikke kan følge med, individualiserer vi ofte problemet: Planlæg bedre, bliv mere robust, optimer din søvn og arbejd med dig selv. Udredning, behandling, medicin og støtte kan ændre et liv. Men hvis vi kun forsøger at reparere mennesket, slipper omgivelserne for at se deres egen rolle.

Derfor har vi brug for en tredje vej. Vi skal fastholde, at ADHD og autisme er virkelige, og at mennesker skal have adgang til den hjælp, de har brug for. Samtidig skal vi turde forandre de daginstitutioner, skoler, uddannelser og arbejdspladser, som gør unødigt mange mennesker forpinte.

Det handler om færre skift, tydeligere forventninger, mindre støj, realistiske krav, fordybelse og reel restitution. Det er forebyggelse, ikke særbehandling. Det nødvendige for nogle vil ofte være bedre for de fleste.

Hvad vil du tage med fra sommeren?

Når sommerferien slutter, kan vi spørge, om vejen til et bedre efterår virkelig er at gøre mere. Måske skal vi beskytte en aften uden planer, gå uden lyd i ørerne, skære et møde væk eller skabe tydeligere rammer for et barn, en elev eller en kollega.

Ro er ikke dovenskab, struktur er ikke kontrol, og pauser er ikke spild af tid. Det er grundlæggende betingelser for, at vi kan fungere, trives og mærke forbindelsen til vores eget liv.

Måske er vores største problem ikke blot, at flere får en diagnose, men at flere mister fodfæstet, når tempoet hele tiden skrues op. En del af svaret ligger ikke kun i mennesket, men også i det samfund, mennesket skal kunne holde til.

Kærlig hilsen

Manu