Jeg har lavet en ny episode af ADHD og Autisme Podcast med Manu Sareen, og denne gang er jeg alene i studiet.
Episoden handler om noget, jeg møder igen og igen hos mennesker med ADHD, autisme og andre diagnoser. Nemlig at de ikke nødvendigvis er mere forkerte, svagere eller mindre robuste end andre. De lever bare i en verden, der ofte er bygget på en måde, som presser deres nervesystem ekstra hårdt.
Vi lever i en tid med fart, støj, skærme, notifikationer, konstante valg, utydelige krav og et ideal om, at vi hele tiden skal optimere os selv.
Vi skal være fleksible.
Vi skal følge med.
Vi skal mærke efter.
Vi skal vælge rigtigt.
Vi skal udvikle os.
Vi skal tage ansvar for det hele selv.
På papiret lyder det som frihed. I virkeligheden kan det for mange blive en enorm belastning.
For mennesker med ADHD og autisme rammer den moderne livsform ofte direkte ind i de områder, hvor der i forvejen bruges ekstra kræfter. Det kan være overblik, struktur, prioritering, energiforvaltning, sansemæssig ro, skift, relationer og restitution.
I episoden taler jeg også om Hartmut Rosas tanker om acceleration. Altså hvordan samfundet hele tiden sætter tempoet op. Vi kommunikerer hurtigere, arbejder hurtigere, skifter hurtigere teknologi, skifter hurtigere relationer og forventes hele tiden at lære nyt.
Men vi har stadig kun 24 timer i døgnet.
Det er et vigtigt perspektiv, fordi stress ikke kun handler om travlhed. Stress handler også om tabet af fortrolighed. Når verden forandrer sig hurtigere, end hjernen og kroppen kan nå at følge med, kan mennesket blive fremmed i sit eget liv.
Og for mennesker med ADHD og autisme kan det blive særligt voldsomt.
Derfor handler episoden ikke kun om diagnoser. Den handler om det samfund, vi har skabt. Om den måde vi lever på. Om hvad der sker, når pauserne forsvinder, når ventetid bliver fyldt med mobil, når gåturen bliver fyldt med podcast, når selv hvilen skal være produktiv, og når vi hele tiden sammenligner vores indre kaos med andres redigerede yderside.
Men episoden handler også om, hvad vi kan gøre.
Vi skal have oaserne tilbage. De små mellemrum i hverdagen, hvor nervesystemet falder ned. Det kan være at lave mad uden telefon. Gå en tur uden at fylde hovedet med lyd. Drikke kaffe i stilhed. Kigge ud ad vinduet. Ordne noget praktisk med hænderne. Skabe rutiner, der ikke bare handler om effektivitet, men om regulering.
For mange mennesker med ADHD og autisme er pauser ikke luksus. De er en del af fundamentet for at kunne fungere.
Mit håb med episoden er, at flere får øje på en vigtig skelnen:
Det er ikke altid dig, der er forkert, fordi du ikke kan følge med. Det kan også være tempoet, kravene, utydeligheden og mængden af valg, der er forkert doseret til dit nervesystem.
Lyt til episoden her:
De bedste hilsner
Manu Sareen
