Jeg sidder og skriver på min næste bog om diagnoser og familieliv langt hjemmefra og er kommet til afsnittet om gode råd i arbejdet med børn og unge med diagnoser.
Det slår mig, (og vækker socialpædagogen årgang 1993 på Skovtofte Socialpædagogiske Seminarium i mig) især i skyggen af debatten om, hvordan vi tilgår konflikter i klasselokalet, PDO osv., hvor forkert vores tilgang er til alle de børn, der står midt i en konflikt, hvis vi tror at hårdt mod hårdt er vejen frem.
Lad være med at opdrage midt i barnets stormvejr
Konflikter løses ikke med hårdere sanktioner, men med ro, timing og viden om børns nervesystem
Debatten om konflikter i skolen, PDO, skærpede ordensregler og hårdere sanktioner kører derudad. Politiske udmeldinger og skoledebatten efterlader indtrykket af, at vi kan “straffe os” til ro og orden: hårdt mod hårdt, flere konsekvenser, hurtigere reaktion.
Men hvis vi virkelig vil hjælpe børn og særligt børn med diagnoser, så er den tilgang ikke bare uvirksom. Den er direkte skadelig.
De fleste voksne gør noget helt menneskeligt, men ret ineffektivt: Vi begynder at opdrage midt i konflikten.
Barnet slår, råber, skubber, driller og er fanget i følelsernes vold og vi svarer med moralske forelæsninger om rigtigt og forkert, lange forklaringer om “man må ikke, fordi …” og forsøg på at få barnet til at forstå andres følelser her og nu.
Det lyder rigtigt. Det føles ansvarligt. Men det virker faktisk ikke.
For når et barn er i affekt, er nervesystemet i alarmberedskab og det kan ikke bare nedregulere sig selv. Et barn i alarm lærer ikke, det overlever. Det samme gælder for voksne: De færreste af os får vist dybe selverkendelser midt i et skænderi.
Alligevel insisterer vi både i familier og i skoler på, at netop dér skal barnet tage ved lære, forstå konsekvenser, udvikle empati og huske det til næste gang. Det er urealistisk.
Ingen svømmeundervisning midt i drukneulykken
Et enkelt billede kan hjælpe: Man lærer ikke nogen at svømme, mens de er ved at drukne.
Alligevel er det præcis det, vi forventer af børnene. Vi vil både have ro, moral og refleksion – samtidig med at barnet kæmper for at holde hovedet oven vande.
Det her er ikke et fripas til dårlig opførsel. Det er ikke “nul konsekvenser”. Det er timing.
Konsekvenser og rammer kan sagtens være tydelige, uden at vi samtidig forsøger at køre en fuld pædagogisk forelæsning om livets etik midt i barnets følelsesmæssige stormvejr.
Læring sker i fredstid
Hvis vi vil have børn til at forstå moral, empati og værdier, skal vi lægge det et helt andet sted i hverdagen: i fredstid. I de små pauser, hvor ingen lige nu er i forsvar, skam eller skyld.
Her er der plads til nysgerrighed. Børn er ofte oprigtigt optagede af retfærdighed, venskab, mobning og jeg kender ikke noget barn, der synes der er fedt at være i opposition til hele klassen og lærerne. De fleste vil gøre alt for at være en del af et fællesskab.
Det er dér i roen, vi kan tale om det sociale spil ikke i det øjeblik, hvor barnet har kastet med stolen, konflikt med en klassekammerat eller blevet råbt af.
Gør værdier konkrete og fælles
Værdier bliver stærkest, når de ikke kun er abstrakt snak, men en del af en fælles kultur. Børn lærer ikke meget af løftede pegefingre, men rigtig meget af tydelige, varme “sådan gør vi hos os”-fortællinger. Og der må gerne være humor. Børn elsker, når værdier blandes med lidt fjollerier. På den måde bliver værdier ikke et tungt moralsk projekt, men en levende del af fællesskabet.
Særligt for børn med ADHD
For børn med ADHD, men sådan set for alle børn med vanskeligheder, er det sociale ofte et minefelt. Hvis vi oven i det møder dem med skældud, skam og moralske taler midt i deres følelsesmæssige kaos, risikerer vi at forstærke det, vi gerne vil dæmpe: uro, modstand, sammenbrud og ekskludering.
Hvad betyder det for skolen og den offentlige debat?
Når vi diskuterer PDO, ordensregler og hårdere sanktioner, burde vi have én grundlæggende viden med ved bordet: Et barn i alarm kan ikke samtidig være et barn i læring.
Hvis vi insisterer på at kombinere straf, skam og moralske forelæsninger midt i konflikten, får vi måske kortvarig lydighed, men vi får ikke varig læring, og slet ikke børn, der bliver klogere på sig selv og andre.
Vi kan godt have klare rammer, tydelige konsekvenser og en forventning om ordentlig adfærd. Men vi bliver nødt til at forstå menneskets biologi: Læring om værdier og socialt ansvar sker bedst i ro, ikke i storm.
Essensen – hvis vi virkelig vil børnene noget
Hvis vi mener det alvorligt, når vi taler om trivsel, inklusion og bedre skolemiljøer, er vi nødt til at flytte blikket Ikke mens barnet kæmper for at holde hovedet oven vande, men når vi sidder sammen på kanten, ser ned i vandet og taler om, hvordan man svømmer.
Det kræver mere af os voksne. Men det er også den eneste vej, hvis vi vil have færre konflikter, mindre skam og børn i trivsel.
Kærlig hilsen
Manu
