Der er valgkamp i Danmark.
Debatten kører allerede i sine faste spor: formueskat, store bededag, skole, svineproduktion, rent drikkevand og alt det, vi kan måle, regne på og slås om i tv-studierne.
Og ja — det er vigtige emner.
Selvfølgelig betyder det noget, hvordan vi beskatter de rigeste.
Selvfølgelig betyder det noget, hvad der sker med vores folkeskole.
Selvfølgelig betyder det noget, om vi kan drikke vandet fra hanen uden at være nervøse.
Og selvfølgelig betyder det noget, hvordan vi driver landbrug i et land, hvor svineproduktionen fylder så voldsomt.
Men midt i al den larm er der noget, der næsten ikke bliver sagt højt:
Hvor er psykisk sygdom i den her valgkamp?
Hvor er samtalen om de børn, der ikke kan være i skolen?
De unge, der mister grebet om livet, før det næsten er begyndt?
De voksne, der går rundt med angst, depression, stress, ADHD, traumer eller udmattelse og prøver at ligne nogen, der har styr på det?
Vi taler om samfundsøkonomi.
Vi taler om arbejdsudbud.
Vi taler om, hvad Danmark skal leve af.
Men alt for lidt om, hvordan mennesker faktisk lever.
Det mærkelige er jo, at psykisk sygdom ikke er et særligt emne for de få. Det er ikke noget, der foregår langt væk fra resten af samfundet. Det er inde i familierne, på arbejdspladserne, i klasselokalerne og i relationerne. Det er der, når et barn bliver stemplet som besværligt, selvom det i virkeligheden kæmper. Det er der, når et menneske bruger al sin energi på bare at komme gennem dagen. Det er der, når pårørende langsomt slides ned, mens systemerne sender dem rundt i ring.
Vi har skabt en valgkamp, hvor der bliver talt højlydt om alt det, der kan sættes pris på.
Men alt for stille om det, der koster mennesker livet, håbet, arbejdsevnen, fællesskabet og troen på, at der også er plads til dem.
Det er ikke godt nok.
Et samfund skal ikke kun måles på vækst og skattesatser.
Det skal også måles på, hvordan vi behandler mennesker, når livet gør ondt.
Når sindet knækker.
Når overskuddet forsvinder.
Når børn ikke passer ind i de kasser, vi har bygget.
Det burde være et hovedtema i enhver valgkamp.
Ikke som pynt.
Ikke som en bisætning.
Ikke som noget, man nævner til sidst, når der lige er to minutter tilbage.
Men som et helt grundlæggende spørgsmål:
Hvilket samfund vil vi være for dem, der kæmper mest?
For vi kan godt have styr på finanserne og stadig svigte mennesker.
Vi kan godt beskytte grundvandet og samtidig overse dem, der langsomt drukner indeni.
Vi kan godt føre ansvarlig økonomisk politik og samtidig føre en dybt uansvarlig menneskelig politik.
Det burde ikke være muligt at føre valgkamp i Danmark uden at tale langt mere ærligt og langt mere modigt om psykisk sygdom.
For det her handler ikke kun om systemer.
Det handler om mennesker.
Om værdighed.
Om børn.
Om familier.
Om retten til at få hjælp, før man falder helt sammen.
Og lige nu er stilheden næsten det mest larmende af det hele.
