Jeg kan huske, at jeg i min tid som minister bemærkede, at der til tider blev talt om, at hvis man skulle have en dårlig historie ud, var fredag eftermiddag et godt tidspunkt. De fleste mennesker, og sikkert også journalister, er på vej på weekend og orker måske ikke flere historier. Derfor spidsede jeg ører, da jeg læste en pressemeddelelse fredag eftermiddag!
Regeringen og børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye fremlagde et udkast til en skærpelse af ordensbekendtgørelsen i folkeskolen. Forslagene indebærer blandt andet, at skoleledere får mulighed for at straffe elever med oprydning efter skoletid, lettere udelukkelse fra undervisningen og nemmere elevflytninger til andre skoler. Intentionen er at skabe mere disciplin og ro i klasseværelserne ved at gøre konsekvenserne for dårlig opførsel tydeligere for både elever og forældre.
Disse tiltag vækker umiddelbart dyb bekymring, når man tænker over konsekvenserne. Mens ønsket om at forbedre læringsmiljøet er forståeligt, risikerer vi at straffe de elever, der har det følelsesmæssigt svært, herunder børn med diagnoser eller dem, der endnu ikke er blevet diagnosticeret. Disse børn kæmper ofte med indre uro, angst, ondt i maven og andre udfordringer, der gør skoledagen til en stor belastning.
Når vi placerer dem i overfyldte klasser uden den nødvendige støtte, og de reagerer på deres omgivelser med udadreagerende adfærd, vælger vi nu at møde dem med straf frem for forståelse. Dette er ikke blot uretfærdigt; det er et svigt af vores ansvar som samfund over for de mest sårbare, som sætter spor i dem resten af livet.
Det er absurd, at vi først beslutter at inkludere disse børn i en almindelig skolegang uden tilstrækkelige ressourcer, og når de så naturligt reagerer på en måde, der afspejler deres udfordringer, straffer vi dem yderligere. Dette skaber en ond cirkel, hvor børnene får det endnu sværere, føler sig mere isolerede og misforståede, og hvor deres adfærd potentielt kan forværres.
Straf løser ikke de underliggende problemer. Tværtimod kan det forværre børnenes trivsel og deres relation til skolen. Vi bør i stedet investere i flere ressourcer til støtte, herunder specialpædagogisk hjælp, mindre klasser og øget fokus på inklusion. Børn, der har det svært, har brug for omsorg, forståelse og professionel hjælp—ikke sanktioner.
Ved at fokusere på straf risikerer vi at miste blikket for det egentlige mål: at skabe en skole, hvor alle børn har mulighed for at trives og udvikle sig. Lad os ikke gøre vores skoler til steder, hvor frygt for straf overskygger glæden ved at lære. Lad os i stedet arbejde for en folkeskole, der møder hvert barn med den støtte og forståelse, de har brug for.
Det er på tide at genoverveje vores tilgang. Lad os prioritere børnenes trivsel og skabe rammer, der er værdige for alle børneliv. Straf er ikke svaret; omsorg og indsigt er vejen frem.
