Der er mennesker i vores liv, hvis indflydelse strækker sig langt ud over de øjeblikke, vi delte med dem. For mig var Morten Stig Christensen sådan en person. Han dødede 1 nov. 2024. Morten arbejdede i min fritidsklub og spillede håndbold i MK31, og det var gennem ham, at jeg fandt min vej ind i håndbolden. Morten så noget i mig, som jeg ikke selv kunne se, og han investerede sin tid og energi i os unge på en måde, der fik os til at føle os set og betydningsfulde.
En særlig episode står klart i min erindring. Jeg havde fået en rød Hummel-træningsdragt i gave, men som 12-årig dreng syntes jeg, at rød var alt for piget. Morten bemærkede min skuffelse og sagde med et smil, at jeg lignede landsholdsmålmanden Mogens Jeppesen på en prik. Han satte mig på mål, og pludselig bar den røde farve en ny betydning. Den blev et symbol på tillid og potentiale. Denne simple handling fra Mortens side gav mig en selvtillid, jeg desperat havde brug for.
Psykologisk set spiller forbilleder en afgørende rolle i unges udvikling. Gennem spejling i andre lærer vi om os selv og verden omkring os. Når en person som Morten viste mig tillid og så mit potentiale, begyndte jeg også at tro på mig selv. Denne positive spejling er afgørende for vores selvværd og identitetsdannelse senere i livet. For børn og unge, der måske kæmper med psykiske udfordringer, kan et enkelt forbillede gøre en verden til forskel. Jeg ser det især med alle de børn og unge jeg møder på min vej i dag og særligt alle dem, som ikke står helt snorlige i motoren og med nogle bogstaver i baggagen. Det er børn og unge, som virkelig har brug for at blive set, få ros og anerkendelse.
Mortens indflydelse på mit liv er et klart eksempel på, hvor vigtigt det er med positive rollemodeller i unges liv. Voksne, der tager sig tid til at investere i børn og unge og ser muligheder og ikke begrænsninger og planter frø af selvtillid og inspiration, som kan vokse og blomstre langt ind i voksenlivet. Mortens død minder minder mig om, at handlinger og ord kan have dybe og varige effekter på andre.
Ære være dit minde, Morten. Din indflydelse vil leve videre i os, der var heldige at møde dig på vores vej ❤️