I morgen går en kæmpe drøm i opfyldelse!

Børn med diagnoser, især ADHD og autisme, er presset i livet og særligt i skolen. De kæmper med de udfordringer, som følger med en diagnose, uanset om den er behandlet eller ubehandlet. Det piner mig, at der sidder børn med diagnoser i klasselokalerne, der ikke bliver forstået og mødt i deres behov, hvilket betyder, at de ofte går rundt med en følelse af at være forkerte. Det er sådan set ikke en kritik af dem, der arbejder med børnene, men snarere de rammer, som både børn og voksne er sat i skolerne.

Der er meget der peger på, at børn med ADHD og autisme er mere udfordret end børn uden diagnoser. Flere børn med ADHD og autisme bliver mobbet, oplever ensomhed og har hyppigere hovedpine, mavepine og andre fysiske diagnoser som for eksempel astma og migræne end andre børn. De sover dårligere, får oftere skældud og oplever generelt en dårligere skolegang end børn uden diagnoser. De mange skift i livet er også en stor udfordring for dem, som i sidste ende belaster dem.

De har også fordele ved deres diagnoser. De er ofte superkreative, og i mange tilfælde bruger de deres evne til at hyperfokusere, så de med tiden bliver ekstremt gode til at tegne, male, dyrke sport m.m. Det er denne kompleksitet, der gør ADHD og autisme til både en møllesten og en superkraft på samme tid. Det handler derfor om at eliminere det dårlige, så alt det gode i deres liv kan blomstre.

Det er her, at min drøm kommer ind i billedet, for i morgen åbner jeg dørene til min første sommercamp for børn med diagnoser. Det bliver en sommercamp, hvor vi via min HOPE metode vil hjælpe børnene med at identificere deres styrker og egenskaber, så de lærer at bruge disse strategier i forskellige sammenhænge, især når de vender tilbage til skolebænken. Så står de stærkest i et liv med udfordringer, og alle deres talenter kan komme i spil.

Jeg ser også sommerskolen som en unik mulighed for at udvikle HOPE metoden sammen med børnene og alle de seje frivillige, der hjælper til. Det kunne være fantastisk at opbygge en solid viden og videreudvikle denne nye metode, som kan bidrage som et nyt tiltag i inklusionsindsatsen i skolerne.

Det startede med en drøm om at hjælpe børn, der har det svært, som så udviklede sig til et helt nyt koncept for børn med diagnoser, og i morgen bliver det til virkelighed.

God sommer!

Manu

Foto: Camilla Winther

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Spørg nu

Giv mig et kald eller udfyld formularen nedenfor, så kontakter jeg dig. Jeg bestræber mig på at besvare alle henvendelser inden for 2 arbejdsdage.




    Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website. Hvis du fortsætter med at bruge dette site vil vi antage at du er indforstået med det.