Kære læsere,
På den internationale mandedag står vi over for et paradoks. På den ene side er mænd ofte set som samfundets frontløbere, dominerende i erhvervslivet og politik. Men på den anden side er de også overrepræsenterede i de mindre flatterende statistikker: højere selvmordsrater, alkoholmisbrug og psykiske lidelser. Så står vi med spørgsmålet: Er der behov for en mandedag?
Men når vi betragter det bredere billede af mænds kamp med psykiske sygdomme, hjemløshed, og en tendens til at undgå lægehjælp, bliver sagen mere kompleks. Mænds tilbageholdenhed med at søge hjælp og deres tidligere død af alvorlige sygdomme understreger behovet for en dybere forståelse.
En del af problemet ligger i en mangel på et sprog for følelser og selvudvikling. Tag f.eks. en oplevelse fra mit eget liv: En god ven afslørede over en kaffe, hvordan han havde kæmpet med vægtøgning og et tab af seksuel lyst. Han fortalte om sin isolation og det pres og skam, han følte over ikke at kunne opfylde forventningerne – hverken sine egne, ægteskabets og samfundets. Han havde ikke engang kunnet bringe sig selv til at tale med sin kone eller læge om det. Denne mangel på evne og lyst til at udtrykke og bearbejde følelser er alt for almindelig blandt mange mænd.
Det er langt fra alle i min generation, der blevet opdraget til at selvudvikle os, og vi har ofte heller ikke lært et sprog for at udvikle os på et følelsesmæssigt plan. Det er blandt andet alle os, der fik vores første seksualundervisning fra 1970’ernes ’Elle-belle-bolle’-bøger, og det blev ikke bedre af, at vi måtte lede længe efter artikler om personlig udvikling og følelser i de mandeblade, vi siden læste. Altså dem med biler, både og andre mænd med store muskler i. Jeg tror i øvrigt heller ikke, at vi fandt de emner i den anden slags mandeblade, altså dem med de nøgne damer i.
Vi fik ingen overlevering fra vores fædre eller andre mænd om, hvordan vi skal forholde os til udfordringerne i livet. Og hvis vi får en overlevering, er det fra en generation af mænd, som levede i en helt anden tid med andre værdier og normer. Det vil sige generationen før ’Elle-belle-bolle’. Jeg selv har aldrig talt med min far om disse emner. Han har omvendt heller aldrig fortalt mig, hvad jeg kunne forvente, når jeg pludselig stod i potentielle kriser i livet.
Denne tendens til ikke at kommunikere om følelser fører til en række udfordringer i mænds liv. Det er på tide, at vi blandt andet bryder med de forældede normer for maskulinitet, som forhindrer mænd i at udtrykke sårbarhed og søge hjælp. Uanset om vi har brug for en mandedag, har mænd behov for at udvikle et stærkere følelsesmæssigt sprog og en kultur for selvudvikling.
Ved at fremme åbenhed og forståelse omkring mænds mentale sundhed, kan vi skabe en tryghed til at tale om deres udfordringer og følelser, og hvor de kan søge hjælp uden frygt for stigmatisering.
Med venlig hilsen,
Manu Sareen
