Jeg har lige fået en gylden billet til tidsrejsen “Gamle elevers aften” ved mit gamle gymnasium. En begivenhed jeg traditionelt har ignoreret med samme entusiasme, som man undgår at læse brugsanvisninger på støvsugerposer. I år, derimod, lod jeg være med at slette invitationen med den sædvanlige ninja-refleks. Jeg besluttede at stirre ned i gabet på det frygtindgydende og aldersfacitisske udtryk: “Gamle elevers aften” uden at blinke. Og så begyndte jeg at undre mig: Hvorfor har jeg altid behandlet denne fest som en uønsket sok i julegave?
Min første tanke svævede hen på det lidt nedturs exit fra gymnasiet, aka smidt ud! – ikke ligefrem med trompeter og konfetti, hvis du forstår. Men hey, jeg har faktisk parkeret den taberfølelse i kælderen ved siden af min samling af ubrugelige gadgets, altså ved siden af alle mine impulskøb. Så, hvad var det egentlig, der holdt mig væk? Var det måske den frygt for at falde tilbage i de gamle skole-dage roller? Tja, jeg var klassens klovn – en titel jeg bar med stolthed, selvom jeg står ret alene med den opfattelse. “Nej, du var klassens nar,” konstaterede en lærer en gang. Jeg måtte venligt minde ham om, at det vel egentlig kommer ud på et.
Men så slog det mig – årsagen til min årlige no-show var intet mindre end god, gammeldags forfængelighed. Aldersforfængelighed, for at være præcis. Selvom jeg har hævdet, at sådan en ikke eksisterer, lige så stædigt som jeg benægter, at jeg nogensinde har sunget med på Backstreet Boys og Rick Astley i bruseren – sidstnævnte kommer i øvrigt til Heartland i år.
Når man endelig tager sig sammen til at dukke op, ser alle de gamle klassekammerater ud, som om de har været med i en dokumentar om livet før farvefjernsynet. Og hjernen? Den spiller en det puds at få dig til at tro, at du selv er undsluppet tidens tand. “Ej, skat! De lignede alle noget fra en anden æra sammenlignet med mig,” griner du lidt påtaget til din partner dagen efter, velvidende at hjernen har sine egne blackout-momenter – sandsynligvis de samme, der overbeviser visse mænd om, at hvide tennisstrømper i sandaler er toppen af modepyramiden.
Så ja, jeg har måske været en smule i benægtelse over de ændringer, der har fundet sted – ikke kun hos mine tidligere klassekammerater, men også hos mig selv, især hos mig selv! Men nu har jeg taget springet og meldt mig klar til at dykke ned i fortiden, armeret med et nys af selvindsigt og en god portion humor. For første gang i mange år, glæder jeg mig faktisk til at genskabe forbindelsen til det gamle hold. Hvem ved, måske finder jeg ud af, at jeg ikke var den eneste klovn i klassen efter alt.
