Sidste efterår sendte jeg min bog om livet midt i livet for mænd ud i verden: ”Overgangen mænd ikke taler om”, og i den forbindelse talte jeg i en avis om, hvordan jeg mit testosteron næsten fløj til vejrs med noget så skørt som en grøntsagsinvasion på min tallerken. Mindre bøf, mere broccoli – og vupti, jeg blev en friskere udgave af mig selv. (Okay, der er også fasten, vitaminerne og lidt træning) Men hvad der fulgte, var en sand mediegyser.
En anden avis fangede vinden af min kød-nedtrapping og spandt næsten en saga omkring min pludselige kød-abstinens! Det var som en rå hakkedreng, der ramte avisens Facebooks side. Pludselig var mit grønne skift ikke bare en personlig sundhedsrejse, men blev udråbt til en dyb, mørk krise blandt mændene. For i en verden med konflikter og krig, var det tilsyneladende min tallerken, der blev symbolet på mandlig eksistensangst. Kommentarerne væltede ind, som om jeg havde udløst en bølge af fortabthed og forvirring, specielt blandt herrerne. En skræk for at miste det kendte, det muskuløse, symboliseret ved den evige bøf.
Jeg var helt paf over mængden af reaktioner. Havde jeg proklameret en uendelig kærlighed til burgere og fritter, ville folk nok bare have trukket på skuldrene. Men en snert af grønt på tallerkenen, og så var helvede løs! Det blev næsten en menneskerettighedsdebat, men hallo, jeg prøvede jo ikke at konvertere nogen. Jeg delte blot min rejse.
Og nu, til den sjove twist: siden bogen kom ud, er jeg gået all-in og blevet 100% vegetar! Det er rigtigt – Manu “Grøntsags-Guru” Sareen, er nu på en kødløs krusade. Jeg har byttet bøffen ud med bønner og steak med selleri. Håber ikke det får SoMe til at simre og koge endnu mere. For i en verden, hvor alt drejer sig om image og insta-likes, hvordan kan det så være, at et lille, uskyldigt valg som at sige farvel til kødet kan skabe sådan en røre?
I en tid med konstant forandring klamrer mange sig til det trygge og traditionelle. Mænd spiser kød, spark til dæk, og holder kæft med følelserne. Men måske er det på tide at genoverveje, hvad det virkelig betyder at være stærk og mandig. Det handler nok om mere end at hapse en hakkebøf og give et dæk et los.
Jeg siger ikke, at alle mænd skal droppe deres elskede bøffer. Jeg foreslår bare, at vi åbner døren for mangfoldighed, for valg og forskellige livsstier. At vi anerkender, at den vej, jeg trasker ned ad, ikke nødvendigvis skal være din vej. Og det er helt okay – og helt sikkert ikke en trussel mod maskuliniteten. For i virkelighedens storslåede spejl er der plads nok til, at maskulinitet kan være mange, mange ting.
