Jeg var forleden dag forbi min dansklærer fra gymnasiet, Mads Laursen Vig. Han var min dansklærer i 1984. Jeg besøgte ham, fordi jeg har skrevet en digtsamling, og jeg havde bedt ham om at vurdere den som den første og hidtil eneste, der har fået lov til at læse den. Med svedige håndflader ringede jeg på hans dør i huset i Vanløse, da jeg tydeligt kunne huske første gang, han vurderede mig. Det var i september 1984.
Han var en ranglet mand med pagehår og overskæg – alt ved ham var gået i stå i 70’erne dengang i 1984, og det eneste, der har ændret sig i dag er, at han har fjernet sit overskæg.
“Manu, hvad laver du?” råbte han nærmest, da jeg afleverede min første danske stil i 1.g. Den var skrevet sjusket i hånden, mens de fleste andre havde skrevet på skrivemaskine. Jeg glemmer aldrig de røde overstregninger. “Og overskriften, Manu, for fanden, hvad tænker du på?” Vi havde set filmen ‘Gøgereden’ og skulle analysere den. Min overskrift lød: ‘Analyse af Gøg reden.’
Ja, jeg ved det, hvor dum må man egentlig have lov til at være!
En anden gang skulle jeg skrive en analyse af bogen ‘Farven lilla’, men jeg så bare filmen og skrev analysen ud fra den. Jeg tænkte, at det var for langt ude, hvis Mads forventede, at nogen gad læse bogen. Det var jo verden fedeste ide tænkte jeg i 1984. Men der tog jeg fejl. Jeg var den eneste i klassen, der ikke gad læse bogen. Og hold op, hvor blev Mads sur, men på en kærlig måde. Det gik bedre med digtsamlingen forleden, og han mente til min store glæde, at jeg virkelig havde fat i noget. Jeg var glad og lettet på vej hjem fra Vanløse.
Men der ligger også noget andet underliggende ved mit forhold til Mads, for han var også et forbillede og en rollemodel, der så at sige “passede” på mig. Da jeg blev smidt ud af gymnasiet og var “alene” i verden, tænkte jeg ofte for at få et pejlemærke i livet: “Hvad ville Mads have gjort?” Det er pointen med denne tekst, nemlig at understrege, hvor meget vi betyder for hinanden, og betydningen af at have rollemodeller, især som ung.
Mads passede på mig, muligvis uden at vide, hvor stor hans betydning i mit liv var! F.eks. da hele klassen skulle til Thy for at lave en hovedopgave i dansk i form af en film, fik jeg lov til at filme det hele. Han gav mig en kaskade af succesoplevelser og en følelse af anerkendelse. Mads tog sig af mig, og jeg elsker ham for det den dag i dag. Han kunne bag min facade se en Manu, som bare ikke var klar til gymnasiet. En ung mand, der trængte til dannelse og anerkendelse, men ikke vidste det selv.
I 1.g havde jeg den ondeste halsbetændelse og lå hjemme i sengen en måneds tid. Mads ringede til mig og var optaget af, at jeg bare skulle tilbage til klassen. Tålmodigt forsøgte han at lære mig pensum i dansk, vigtigheden af litteratur, dybden i de store danske værker. Jeg var ofte hjemme hos ham, og hver gang var det en dannelse. Jeg kan huske hans 40-års fødselsdag, hvor jeg sammen med andre elever hjalp ham med de praktiske forberedelser til festen i hans hus i Vanløse. Under festen gik jeg stolt rundt og sørgede for, at der var styr på tingene. Jeg så med glæde, at Mads i 2013 blev indstillet til årets lærer i Politiken. I 2015 havde han 40-års jubilæum på Rysensteen Gymnasium, og jeg fik lov til at komme med. Vi var en hel flok, som skyldte den mand så meget.
Han besøgte mig på Christiansborg i min ministertid, og hvor var jeg glad, da jeg kunne guide ham rundt, vise ham statsministerportrætterne og Grundloven i den store montre og mærke, at han var stolt af mig. Han inviterer mig stadig hjem, og jeg skylder ham stadig alt.
